Spanierne elsker at feste. I Pego er der en række fester, som hele byen samles om. Ofte forberedes festerne lang tid i forvejen, fordi der indgår store optog eller processioner. Det kan fx være til Semana Santa – den hellige uge, dvs påskeugen, hvor store helgenbilleder bæres gennem byen, eller til Moros y Christianos, hvor de kristne fordriver maurerne fra byen. Optogene organiseres af store broderskaber eller ordener, og der er lagt meget arbejde i det.
Her er et udvalg af fester:
Karneval (fastelavn)
Forud for karnevallet er der kapsejlads i hjemmelavede både på floden Bullent: Baixada del riu Bullent
Selve karnevallet afholdes lørdag inden askeonsdag med et stort optog, hvor deltagerne er klædt festligt ud: Gran Desfile de Disfraces.
Karnevallet afsluttes med Sardinens Begravelse: Entierro de la Sardina, hvor hele byen sørger over karnevallets afslutning, hvilket symboliseres med en sardin af pap, der til sidst brændes på bål.
Fallas (som regel midt i marts)
Fallas er store papmachefigurer. I Pego bygges man tre fallas, der køres rundt i byen for til sidst at blive brændt.
Semana Santa – påskeugen
Semana Santa er den helt store religiøse begivenhed i Pego. Her er masser af optog og processioner hele ugen, hvor store helgenbilleder bæres gennem byen. Hvert helgenbillede har sin egen orden eller loge, og det er dem, der bærer helgenbilledet og følger det, ofte også med trommer og trompeter.
De mest spektakulære processioner er fredag aften, hvor den korsfæstede Jesus bæres til graven, og søndag morgen, hvor den genopstandne Jesus mødes med sin mor Maria.
Moros Y Cristianos – sidst i juni
Byens helt store fest, der handler om, hvordan de kristne vandt over maurerne i det 13. århundrede. Først indtager maurerne byen, hvorefter de kristne kommer. Det hele ender med at de kristne smider maurerne på porten.
Adsubia
I starten af september holder Adsubia patronatsfest, dvs byfest til ære for byens helgener. Det indbefatter bla. et moros y cristianos-optog, musik, dans og mad på byen torv.